Med styrket selvtillid

nov 26, 2019

Veteranindsatsen arbejder med deltagerne fra flere vinkler.
Der er både den bløde del, hvor deltagerne får lov til at kigge indad og mærke efter hvor de er, og hvor de gerne vil hen i deres liv.
På den anden side er der den mere praktiske del, hvor deltagerne får mulighed for og støtte til at blive helt skarpe i jobsøgning og udarbejde et CV efter alle kunstens regler.

 

Det er også netop denne del, at deltager på Hold 4 i Haderslev, Johnny Randrup, lagde vægt på, da vi talte med ham om hvordan han har oplevet sit forløb her ved Veteranindsatsen.

”Det har været rigtig vigtigt for mig, at jeg nu har få lavet et ordenligt CV.
Jeg føler, at jeg har fået lavet et fyldestgørende CV og fået værktøjerne til at gå ud til en arbejdsgiver”

Styrket selvtillid

Tilbagemeldingerne fra deltagerne peger alle i retning af, at den målrettede indsats ved Veteranindsatsen, hvor deltagerne kan spare med hinanden, er med til at styrke selvtilliden og troen på, at der er en vej frem.

”I starten vidste jeg nok ikke helt, hvad jeg gik ind til, da jeg egentligt har holdt mig væk fra veteranmiljøet siden jeg forlod forsvaret tilbage i 2011.
Men jeg føler, man endelig har fundet ud af, at der er noget, der hedder veteraner, og er ved at finde ud af, hvad vi veteraner har brug for, for at komme videre i vores liv.
Kurset har styrket min selvtillid til at turde gå ud og søge et ordentligt arbejde og til at være mere med i veteranmiljøet igen”

Vejen til beskæftigelse

Johnny startede på Hold 4 i Haderslev, på henvisning fra Veterankoordinatoren i Vejle, og efter at have gået ledig i en periode.
Så hvad er vejen videre frem efter endt forløb?

”Det står faktisk sådan til, at jeg er ved at komme i arbejde efter at have gået hjemme i over et år. Det er et fleksjob, da jeg ikke kan holde til at arbejde på fuld tid.
Jeg skal fungere som en form for blæksprutte eller altmuligmand om man vil.
I jobbet kommer jeg til at hjælpe med transport af reservedele, reparere og gå på lageret, så der er stor variation og fleksibilitet i mine arbejdsopgaver, hvilket jeg godt kan lide”.

Selvom Veteranindsatsen jo ikke helt slipper deltagerne efter endt forløb, vil vi alligevel ønske Johnny Randrup alt mulig held og lykke i fremtiden.

 

Hvis du vil holdes opdateret omkring Veteranindsatsen, skal du klikke ind på vores Facebook side eller følge med på hjemmesiden her.

Vil du vide mere så kontakt os