Vagt – en kerneopgave

mar 1, 2020

”Når vi ansætter en veteran, får vi nogle meget specifikke kompetencer. Her har vi med dedikerede mennesker at gøre, der passer deres arbejde 100%.
De er proaktive, veltrænede, veluddannede og så er veteraner bare nemmere at have med at gøre”

Det var hverken held eller en tilfældighed, at prisen for ”Årets Veteranvirksomhed”, overrakt af Forsvarsministeren d.3. februar, kom dumpende ned i skødet hos Securitas. Virksomheden har igennem længere tid med Branch Manager Mads Fahrenholtz i spidsen arbejdet målrettet på at ansætte flere veteraner.
Årets veteranvirksomhed
Mads Fahrenholtz er selv veteran. Netop det faktum, at han selv er veteran, er bærende for hans engagement i veteranmiljøet og i det arbejde han lægger i sit virke som mentor for veteranerne i Securitas. Han har en forståelse for veteranerne, der er formet gennem hans tid i Forsvaret og hans udsendelser til bl.a. Cypern, Namibia og Irak.

Mads forstår vigtigheden i at give plads til vores veteraner og forsøge at arbejde med eventuelle begrænsninger i stedet for imod dem og Mads understreger igen og igen, at der er rigtig meget at hente for virksomhederne, når de ansætter veteraner.

”Vi får meget ud af at ansætte veteraner. Ud over at vi tager et socialt ansvar og giver noget tilbage til dem, der har gjort en forskel og stået vagt for Danmark, så får vi som virksomhed en flok utroligt dedikerede mennesker. I Securitas er der også højt til loftet, så er der specielle behov, finder vi en måde at inkorporere dem på. Det er da det mindste, vi kan gøre og en naturlig måde at sige tak på”

Veteraner har det med at finde sammen, uanset hvor de er. Der er et helt særligt fællesskab, netop fordi man forstår hinanden ud fra et fundamentalt ens værdisæt.Det er netop disse værdier Mads lægger vægt på, når han skal forklare, hvorfor veteraner er en kæmpe styrke for sikkerhedsbranchen.

”Veteraner sætter altid opgaven først. Så kan man tage alt det andet, man ikke er enig i bagefter. Det er hér professionalismen virkelig skinner igennem. En af kerneopgaverne som soldat er at stå vagt. Man skal sikre sig selv og hinanden.
Dertil kommer, at man højest sandsynligt har gået som bevæbnet vagt, hvilket giver et ekstra ansvar”

Vi siger mange tak til Mads for hans engagement og for det værdifulde samarbejde mellem Securitas og Veteranindsatsen.

 

Hvis du vil holdes opdateret omkring Veteranindsatsen, skal du klikke ind på vores Facebook side eller følge med på hjemmesiden her.

Vil du vide mere så kontakt os