Veteraner hjælper veteraner

jun 19, 2020

Anders Petersen er mentor for en af deltagerne i projektet. Til dagligt arbejder han som gymnasielærer, og så har han en baggrund i forsvaret, med adskillige missioner bag sig. Det betyder, at Anders selv er veteran.

I Veteranindsatsen bestræber vi os på at finde mentorer, som selv er veteraner, og Anders mener også at det er en klar fordel, at det netop er veteraner der hjælper veteraner.

”Jeg har ikke selv PTSD, men jeg ved hvordan det er at komme hjem fra mission og har oplevet hvordan det lige er med omstillingsprocessen.
Vi kommer jo alle sammen hjem og skal vænne os til at være civile igen, og det er der nogen der får meget svært ved at slippe.
Jeg har i hvert fald en eller anden relation til hvad det er, de går igennem”

Mentorerne i projektet bliver valgt ud fra de kvalifikationer de har med, og det behov deltageren har. Derfor blev Anders mentor for en deltager, der skulle i gang med en uddannelse.

”Dét jeg helt konkret har givet videre er mine erfaringer i uddannelsessystemet, da der har været en vejledningsproces i forhold til de skriftlige arbejdsopgaver. Derudover har vi talt lidt om hvordan det er at være under uddannelse.
Jeg har hjulpet med at oversætte og forstå nogle krav fra uddannelsessystemet og så det almen menneskelige i at omgås civile, når man er vant til at tale mere direkte til folk inde i forsvaret”

Når man er mentor i et projekt som Veteranindsatsen er der rig mulighed for selv at få noget ud af sådan et samarbejde.

”Jeg har også selv fået noget ud af det rent personligt, både netværksmæssigt, arbejdsmæssigt og også rent medmenneskeligt. Derfor kan jeg også godt anbefale det til andre, hvis man har tid og mulighed for at gøre en forskel”

Veteranindsatsen siger tak til Anders for at han ville bidrage med hans tid og erfaringer.

Hvis du vil holdes opdateret omkring Veteranindsatsen, skal du klikke ind på vores Facebook side eller følge med på hjemmesiden her.