En ny chance, et nyt liv. Del 2

apr 2, 2020

I efteråret 2018 startede jeg på Hold 1 ved Veteranindsatsen.

Dog var det ikke uden betænkeligheder, at jeg valgte at deltage.
Siden jeg trådte ud af forsvaret, havde jeg stort set holdt mig ude af veteranmiljøet og tanken om at starte på et hold kun med veteraner vækkede et ubehag. Disse følelser blev dog gjort til skamme efter den første uge.

Det var befriende, at miljøet var som jeg kendte det fra forsvaret, opbygningen, sproget, undervisningen.
Det lettede overgangen fra at være hjemmegående til igen at føle, at jeg var del af noget.

Lynhurtigt blev det klart for projektet og jeg selv, at jeg havde kompetencer, der kunne bruges. Det var kompetencer, jeg aldrig havde overvejet kunne anvendes som indgangen til en jobmulighed.
Det er nemlig sådan, at jeg tager billeder og skriver i min fritid, men jeg havde aldrig tænkt på det som andet end en hobby.

Til mit held meldte Veteranindsatsen ud, at de kompetencer jeg havde inden for kommunikation var noget, de kunne bruge i indsatsen.

Det var en kæmpe øjenåbner for mig, da mit enormt begrænsende syn på, hvad jeg kunne blev tydeligt for mig og mulighederne blev større.

Hvis du følger Veteranindsatsen på hjemmesiden, eller de sociale medier, har du højest tænkeligt læst med omkring deltagernes hverdag hos Veteranindsatsen, og om de mange forskellige parter Veteranindsatsen arbejder sammen med.

Hvad du måske ikke har tænkt så meget over er, hvem der er ansigtet bag denne kommunikation udadtil?
Det er mig. Johnny. Veteran og tidligere deltager ved Veteranindsatsen.

Jeg takkede ja, da muligheden kom for at kunne arbejde med det, der er min hobby.

Gennem mit arbejde som kommunikationsmedarbejder er jeg med til at udbrede budskabet om det positive, der sker inden for Veteranindsatsen, og de mennesker projektet er med til at hjælpe, jeg selv inklusiv.
Jeg er med til at give noget tilbage og lave noget, der giver mening for rigtig mange mennesker.

Der er nu noget positivt at stå op til om morgenen, ud over min lille familie.

Jeg har gennem det otte ugers forløb ved Veteranindsatsen fået et andet syn på mig selv, min fremtid og mit liv. Hvad fremtiden bringer ved jeg ikke.
Men nu har jeg igen lysten og modet til at kigge ind i fremtiden og håbe.

Hvis du vil holdes opdateret omkring Veteranindsatsen, skal du klikke ind på vores Facebook side eller følge med på hjemmesiden her.

Vil du vide mere så kontakt os